Mors rundt - En gammel kapsejlads

Skrevet af Administrator den .

Mors Rundt er en gammel sejlads, ved gennemgang af gamle pokal bøger kan det konstateres, at der er sejlet Mors Rundt i 1957.

Om det er starten på denne sejlads ved vi ikke, men ved samtale med et meget gammelt medlem, fandt vi ud af at sejladsen ikke fandtes i 1947, det var det år medlemmet solgte sin båd, Viking II. Der har i de mange år været mange sjove episoder, men heldigvis uden de store uheld.

Året 1982 huskes af en del, som det år hvor de fleste kun nåede til Doverodde eller Sillerslev, vinden var simpelthen for kraftig, en enkelt eller to både nåede Thisted. Der har selvfølgelig også været år hvor der var så lidt vind at de første både nåede Thisted næste formiddag, hvad der selvfølgelig var helt normal for de første mange sejladser, idet bådene ikke formåede at nå den hastighed der sejles med i dag.

En sådan sejlads, hvor vinden løjede af sidst på aftenen, oplevede vi sidste gang i 1988, jeg husker det ganske tydeligt, jeg sejlede selv H-båd, og vi var nået til Feggesund ved midnatstid, og havde en enkelt konkurrent foran. Kl. 24.00 var det gastens fødselsdag, og vi illuminerede båden hele vejen rundt, med fyrfads-lys, trak champagnen op, og fik en bid brød, mens vi stille og roligt drev foran vores konkurrent, der bandende måtte se til.

De ekstrem hurtige både, der findes i dag, har selvfølgelig med den rette vinds hjælp, været årsag til en sejladstid på kun 5 timer 57 sekunder. Denne rekord indehaves af en af Mathis’s både fra værftet i Ålborg, året erindrer jeg ikke. Men i 1998 var det også en Matis båd der var hurtigst, nemlig båden ”Multiform” af typen Mathis Delta. Der findes selvfølgelig andre måder at være langsom på, f.eks. som en vis Hr. Mølgaard fra Thisted Sejlklub, første gang han deltog som skipper i egen båd, satte han sin ”Larsen 25” godt og grundig fast mellem to store sten, på sydspidsen af Ejerslev Røn, og først næste dag slap han fri, for øvrigt ved egen hjælp.

Året efter stod samme herre for en tyvstart, men som bekendt er tredje gang, lykkens gang, og Mølgaard, denne gang i en Diva 35, undgik både grundstødning og tyvstart, og vandt endda sit løb, så moralen er klar: ” øvelse gør mester ”

Dejligt er det også at opleve, at fornemme gamle træbåde deltager og endda også bliver overalt vinder, som det er sket for en af de smukke W-både, hvor der de sidste mange år har været 2-3 deltagere. Mors Rundt er en af de få distance sejladser der er tilbage, og det er derfor dejligt at opleve, at der igen er opgangs tider for denne sejlads, som min bedre halvdel og jeg selv har været arrangører af de sidste 31 og 21 år.

Else Larsen