En sejlers mareridt 2Fortsat tirsdag den 29. juli.
I dag fandt vi ud af, at det er 65 dage siden, Smut blev fejlopereret. Nu kan bilen endelig køre ved egen kraft, men har total tabt mæglet, idet hornet ikke virker. Det er sikkert noget psykisk som f.eks. værkstedspsykose, så bare ikke det breder sig.
Og så er det lige nøjagtig 45 dage siden Lady Jaynes motor blev dårlig, og det er nogenlunde nu, at hverken lykkepiller eller den store lottogevinst formår at trække os op af pessimismens bundløse sø. I al den tid kunne vi til sammen nå at afsone 9 spritdomme, men så langt er vi heldigvis ikke sunket ned i fortvivlelsens ansvarsløse suppedas. En undskyldning for en sanseløs druktur ligger ellers lige til højrearmen.
Den 24. juli sendte Jesper som lovet en mekaniker ned ombord for at finde fejlen. Benny startede med at måle trykket i cylindrene, og der var trykfald på cylinder nr. 4, hvorfra der tydeligvis sivede kølervæske ud ved toppakningen. Derefter blev der sat tryk på køleren, og straks kunne vi se, at kølervæsken boblede ud fra en revne i topstykket til cylinder nr. 1. HURRA!
Var det noget at glæde sig over? ? ? Ja, bestemt, for det var den fejl Søren burde have fundet for 40 dage siden. Tænk, hvad vi kunne have sparet af besvær, tid og penge. Hele ”operation fejlfinding” varede mindre en 2 timer.
Vi vidste nu, at topstykke nr. 1 skulle udskiftes, og 4-eren var vi usikre på, efter at den åbenbart havde været spændt lidt skæv på, så vi valgte at udskifte dem alle.
Fat i Jesper, som fik besked på at bestille 5 nye topstykke, og så ellers så hurtigt som muligt at få sat en mekaniker på opgaven med udskiftningen.
Hvis ikke humøret var blevet holdt oppe af alle de vidunderlige thyboer, var vi nok for længst svømmet i retning mod København. Vi elsker deres underdrivelse og sarkastiske form for humor som f.eks., da vi for leden besøgte røgeriet i Hanstholm og bestilte et stjerneskud. Kort efter fik vi serveret en ubeskrivelig kæmpe stor usandsynlig lækker anretning, som fik os til at udbryde: ”Hold da kæft en enorm portion”.
Vi skævede til nabobordet, hvor to indfødninger fik serveret samme fantastiske portion. Deres kommentar på lokalsproget var blot: ”Er de´ de´ hele?”
Pludselig bimlede der en SMS-er ind på telefonen. Det var vores redningsmand i den gule førertrøje - Jesper, som skrev, at alle stumper nu var dukket op fra Italien, og at vi straks på 46-tyvende dag ville få besøg af hans bedste mand til opgaven – Erik Andersen. Den klump vi fik i halsen, var sværere at sluge, end Hanstholms berømte stjerneskud. Skulle det virkelig lykkes for os at nå København inden isen lukker Limfjorden?
Erik kom næste dag som aftalt, og efter 2 timer kørte han så tilbage til Hanstholm med den øverste halvdel af motoren. Det lykkedes os ikke at få ham til at røbe, hvornår vi så ham igen, men nu skulle der mere til, for at slå os ud af kursen mod målet.
Næste dag stod vi tidlig op for at kigge i retning mod Hanstholm, men Erik var ikke at se. Over middag blev vi ringet op af chefen, som oplyste, at Erik var i fuld gang med at klargøre de nye topstykker ved montering af dysersæder og gløderør og mange andre ting. Man regnede med, at han var tilbage hos os næste formiddag med alt klargjort til samling. Undskyld Erik, men vi er jo vandt til at blive svigtet og vente forgæves, så derfor vores frustration og svedige håndflader.
Endelig blev det dag 48, og så dukkede Erik op med en bilfuld motordele og tilbehør, som var klargjort til mindste detalje. Der blev skruet til langt over almindelig arbejdstid, og alt blev samlet med største omhu og pression. Da Erik forlod os i retning mod hjemmet og den ventende aftensmad, var alt samlet med undtagelse af brændstofsystemet. Næste dag var det lørdag og weekend – altså igen et par ventedage, men inden vi fik udtrykt vores frustration over dette, kom Erik os i forkøbet og spurgte? Er i oppe kl. 0730 i morgen, for så ses vi igen?
Ja, vi var helt sikkert oppe. Det ville vi også have været, om han havde sagt kl. 0300 om natten. Erik kom som aftalt, og kl. 1042 snurrede motoren noget så herligt. Da den var varmet godt igennem, skulle den stå til afkøling, hvorefter den igen skulle skilles ad ned til topstykkerne for at efterspændt alle bolte 30 grader.
Lørdag den 2. august kl. 1540 stod vi ud af Thisted havn med kurs mod Vilsundbroen. Det var efter 49 dage med skuffelser, modløshed og håbløs venten på dette øjeblik, hvor vores ferie endelig startede. Vi kunne næsten ikke få armene ned og opdagede slet ikke, at det blæste en del.
Det var ikke uden grund, vi med våde øjne kastede blikket tilbage mod Thisted Sejlklub og dens mange vidunderlige medlemmer, som tilbød os alt muligt hjælp. Først var det havnefoged Niels Jørgen, som har været enestående. Så var det Kirsten og Torben, som tilbød os at kunne bo i deres båd ”Gran Cru”. Dernæst kom Tage på besøg, og kort efter var han næsten på vej til Italien efter en nu motor til os. Han stillede oven i købet sit værksted til rådighed for os, og ikke mindst hans vidunderlige Motto Guzzi Californier II motorcykel. Thy Autokølere vil vi aldrig glemme for deres hjælp og livgivende humør, og så naturligvis Jesper og Erik, som gav os en fantastisk behandling.
Mens tankerne for tilbage, var Vilsundbroen pludselig lige foran os, og da Gitte trak gashåndtaget ned for at sænke farten for en brooplukning, gad motoren ikke lystre. Lige gyldigt hvor meget hun hev og sled i håndtaget, reagerede motoren ikke. Den ville simpelthen ikke ned i omdrejninger, nu da den endelig var kommet i gang. Vi forstod den godt, men her måtte vi desværre træde i karakter, så mens Gitte slog nogle gevaldige sving foran broklappen, sprang jeg ned i maskinen og hev regulatoren fra. Gitte frygtede straks, at det hele var en ommer, men efter at hun havde fundet mig en hårklemme, fik jeg lavet en ny split til at låse bowdentrækkets yderkabel til befæstningen, så vi igen kunne sejle videre uden problemer.
Da vi glade i låget stod Limfjorden ud med Thy om styrbord og Mors om bagbord, kom vi til at tænke på de to meget forskellige folkeslag med afvigende mening om tingene. Det er der kommet mange gode historier ud af, og vi holder meget af beretningen om ”en thybo, en morsingbo og en sumalier, som fødte 3 drenge nøjagtig samtidig på Thisted sygehus. Efter fødslerne kom jordemoderen ind til thyboerne og sagde, at det godt nok gik lidt rigeligt hurtigt, så de var ikke hel sikker på, hvis søn der var deres. Derfor blev de tilbudt at se alle tre drenge, for de skulle da gerne være tilfredse, når det tog hjem med deres nye søn. Thybofaderen kiggede meget længe på de tre drenge, og så sagde han til sidst til sin kone: Ve do hva, bette muer. Vi tår s´go ham den bette svot. Så er vi da heel sikker po ett´ å fo en mossingbo!”
God sommer
Knus –
Gitte og Jorgen
Gå til toppen af siden eller gå tilbage til Nyheder .