En Sejlers mareridtMotorfobisk fatamorgana”
Hvad var det dog, der skete?
Men det skete i de dage, hvor vi ville forkæle vores snart 8-år gamle Ford Ka med en slurk frisk olie.
Det skulle ”smage godt”, så vi valgte det velrenommeret sted Ford-Amager, hvor der blev reserveret tid til indtagelse af de helsebringende og livsforlængende dråber som tak for veludført motorisering over en strækning på næsten 60.000 km.
Efter aftale mødte vi med ”patienten” kl. 0800, og den rare værkfører bød os over i kaffekrogen, hvor vi så kunne fordrive ventetiden med at læse de sidste brochurer om firmaets nye biler.
En splinterny Ford Ka til kun 95.000 vækkede vores interesse, men ”den gamle” fejlede jo ikke noget, så hvorfor overhovedet tænke den tanke.
Efter 2 timers kaffepause begyndte vi at blive urolige, for nu måtte den olie da være skiftet? En høflig forespørgsel til den rare værkfører gav os svaret, at der nok ville gå yderligere en times tid, så vi vandrede ud i forretningskvarteret på en ikke forudset osetur.
Det blev til mange ture frem og tilbage og en lang snak med den rare Ford Ka-sælger - Knud, som tilbød os en nye Ford Ka for 65.000 kr. i bytte for ”patienten”. Det var et fristende tilbud, men hvorfor skifte den stabile velfungerende ”Smut” ud på grund af lidt pænere lak?
Kl. 1545 så vi endelig ”Smut” rulle ud af lazarettet tilsyneladende glad og i super form.
Vi blev vinket over til skranken, hvor værkføreren glædesstrålende meddelte, at nu var operationen overstået, og patienten så god som ny. Vi ville da godt vide, hvorfor det havde taget så lang tid, og så blev ”spiseseddelen” lagt frem foran os på disken. Et hurtigt kig på nederste linje viste, at kuren havde kostet os 18.500 kr. Da var vi nær blevet voldelige!
Jo, tøsen dryppede lidt olie fra en gummimuffe ved venstre forhjul, men i stedet for at skifte muffen, havde man udskiftet tandstangen, tændrør og alle pærer.
Overværkfører Ole blev tilkaldt, og han er en flink mand, som oven i købet holdt med os og irettesatte ”vores” værkfører på det kraftigste for ikke at orientere os om handlingsplanen, før operationen blev sat i gang.
Efter en lang sludder med Ka-sælgeren fik vi da gjort ham klar, at vi naturligvis havde handlet, hvis man havde oplyst os om den omfattende unødvendige reparation.
Overværkfører Ole gav os et afslag på regningen på 20 %, og så følte vi os trods alt rimeligt behandlet.
Af sted fra værkstedet til KMKs havn og ombord i ”Lady Jayne”, hvor vi forsøgte at glemme oplevelsen.
Det var tirsdag den 3. Juni, og kl. 2210 ringede ens søn – Glen fra Hovedbanegården stærk bedrøvet og nedtrykt over, at toget til Esbjerg var aflyst. Øv, for han skulle være i Esbjerg til afsluttende eksamen som skibsmekaniker hos Mærsk tidlig næste morgen. Nu manglede han lige en bil, som kunne bringe ham sikkert til Esbjerg i løbet af natten.
Et JA var os en svær beslutning, fordi vi næste dag skulle tømme Gittes lejlighed, som hun lige havde solgt. Det blev til noget af en øm opgave at slæbe hendes bohave på tværs af Frederiksberg bag på to foldecykler.
Kl. 2315 forlod Glen havnen med kurs mod Esbjerg. Det næste vi hørte fra ham var, at han holdt på motorvejen 15 kilometer fra Esbjerg med motorstop. Det lykkedes ham at skaffe en bilist, som ville slæbe ham til Ford i Esbjerg, og så af sted ind til det grønne bord.
Fortjent forlod han bordet med et flot 10-tal som afsluttende eksamen. Til lykke min dreng!
Det var i mellemtiden blevet grundlovsdag, hvor Ford havde lukket, så han måtte skaffe sig en overnatning. Næste dags morgen ringede jeg til værkføreren hos Ford i Esbjerg. Han havde lige drejet startnøglen, og derfor kunne han oplyse, at hvis de skulle gøre noget ved den motor, ville det koste mindst 20.000 kr. alene i arbejdsløn. Det var mere end nervesystemet kunne overskue, så jeg bad ham holde fingrene væk med den undtagelse, at han lige skulle pille tændrørene ud for at se, om Kastrup havde gjort sit arbejde ordentligt. Vi havde da forventet, at ”Smut” efter ”hovedreparationen” kunne køre mere end 300 kilometer.
Kort efter ringede Glen. Han lød glad, for han var nu atter ankommet til værkstedet, og her kunne værkføreren nu oplyse, at ”de kjøvenhavnere ves e´ hår møj forstand på biler”, for de havde såmænd sat Mondeo tændrør i motoren. De er noget dyrere, fordi de er 10 mm længere, men hvad hjælper dette, når der ikke er plads til dem over stemplerne. Motoren stod ikke til at redde, så ”Smut” skulle fragtes tilbage til Ford Kastrup.
Så måtte Glen stige på toget og drage til København for at skaffe en anden bil, der kunne bringe ham retur til Esbjerg for at hente hans ting, og så tilbage gennem broens betalingsanlæg, hvor han nu blev klassificeret som stamkunde. (En unødvendig dyr titel).
Ford Amager påtog sig ansvaret for fejlen og lovede at udbedre skaden uden beregning – naturligvis. Vi fik også tilbudt en lånebil, men efter 2 dage og 460 krones parkeringsafgift havde vi ikke råd til at køre i den længere, for den var jo ikke dækket af ”Smuts” parkeringslicens.
Pludselig var det lørdag den 14. Juni. Ford skruede stadig på ”Smut”, da vi forlod KMK.s havn ombord i ”LADY JAYNE” med kurs mod Limfjorden til en tiltrængt bådferie uden motorproblemer.
Vi nød sejlturen, men undrede os over, at motorens topfart ikke helt var som forventet. Vel ankommen til Gilleleje havn for overnatning, koblede vi brændstoftilførslen fra cylindrene enkeltvis, og da måtte vi desværre konstatere, at 5. cylinder ikke gad arbejde.
Den fejl turde vi ikke sejle videre med, så efter 2 overnatninger fik vi lokket Brødrene Petersens supermekaniker – Brian ned i hullet for at måle trykket i cylinderen. Han så meget skuffet ud og frarådede os at sejle videre før fejlen var fundet. Dommen lød, at topstykket skulle afmonteres, og det krævede en bunke arbejdstimer, som hans værksted ikke havde tid til de første 4 uger.
Tak for de´! Så blev der ellers ringet land og rige rundt, og det lykkedes Brian at finde frem til Søren fra Lynetten , som i løbet af nogle dage ville dukke op og skrue delene fra hinanden i løbet af en 50.000 kr.s tid.
Det blev torsdag den 19. Juni kl. 0930. Da fik vi lov til at hilse på Søren for første gang. Inden længe var han i gang med at skrue sig vej ind til fejlen, og sidst på dagen kunne han konstatere, at topstykket tilsyneladende ikke fejlede noget. Så var der kun én mulighed tilbage, nemlig at løfte ”Lady Jayne” på land for at afmontere drevet og tage hele motoren ud, så han kunne komme til at undersøge stemplet.
Havnens store kran blev kørt i stilling, og ”Lady Jayne” blev hevet op af sit rette element til en nedværdigende plads på en rusten bårevogn. Alt blev skilt ad og splittet til atomer, og så blev motoren kranet ud og hængt op i motorværkstedets galge. Bundkaret blev afmonteret, så stemplet kunne trækkes ud for at konstatere, at det slet ikke fejlede noget.
De kloge mekanikere fik så den glimrende ide at overbeglo topstykket endnu engang, og om ikke de straks fandt ud af, at det alligevel var her fejlen gemte sig. Indsugningsventilen kunne nemlig ikke lukke.
Da var vi lige ved at sige ubehøvlede ord, for så kunne vi jo have sparet en tur på land og en bunke mekanikertimer for at skille klumpen ad.
Så blev det weekend, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag uden der skete noget som helst. Bilen og båden var dog i vore tanke hele tiden.
Jo for resten. ”Smut” var blevet samlet hos Ford og klar til en prøvetur, men det blev en meget kort tur, for man havde valgt at genanvende det gamle topstykke til den nye blok. Sådan leger man altså ikke med ”Smut”, for hendes topstykke havde taget for meget skade. Altså – ud med motoren igen!
Så blev det fredag, endnu en weekend og mandag, før Søren skibsmekaniker igen havde tid til at vise sig. Heldigvis havde han et nyt topstykke under armen, så han blev vel modtaget. Vi gik straks i gang med at genmontere alle delene, som vi jo havde haft 9 dage til at pudse og polere.
Tirsdag den 1. juli om eftermiddagen var motoren samlet og glæden trods alt stor, da vi hejste den tilbage på sin slidsomme plads, men - - - - da én af de sidste skruer næsten var på plads i manifolden, knækkede skruen. Hvis min Mor havde kunnet se mig i dette øjeblik, ville hun blive ubeskrivelig stolt af mig, for jeg hverken bandede eller græd. Jeg sad bare ganske stille - lammet af et
motorfobisk fatamorgana.
Skrue, skrue, skrue og af med manifolden igen. Lidt duknakkede stod vi og kastede et sørgmodigt blik efter Søren, da han kørte tilbage mod værkstedet på Lynetten med manifolden alt imens tankerne gled tilbage til Ford og ”Smut”, for hvordan mon hun havde det efter at måtte undvære os i over en måned?
Historien er absolut ikke sluttet endnu,
men blot for stærk for sarte sjæle.
Fortsat søndag den 6. Juni.
Det bliver værre endnu, så nu er i advaret!
Nu er vi så havnet i Thisted lystbådehavn. Jo, for den 2. juli kom Søren tilbage med manifolden, som han monterede. Det var dog ikke uden problemer, da en aftapningshane knækkede og måtte udskiftes, men vi kom i vandet og en prøvesejltur med Søren blev realiseret.
Efter turen var glæden dog begrænset, idet der nu lå en lille sø af vand under motoren samtidig med, at ferskvandskøleren på 10 minutter havde brugt lidt vand. Til gengæld flød der nogle olieperler på vandoverfladen. Søren beroligede med, at det nok skulle normalisere sig. Ellers kunne vi jo lige efterspænde topstykket, så han meldte motoren KLAR.
Efter 18 dages ufrivilligt ophold i Gilleleje, satte vi kursen mod Limfjorden med 14 sek/m. vind ind agten for tværs om stb., Det var noget af en herretur, men vi ankom dog til Thisted med livet i behold. Det gjorde motoren ikke, for nu kunne vi konstatere, at den havde drukket 4 liter ferskvand og mikset en cocktail af olie og vand.
Sådan bliver man hedning på en split sekund!
Det var næsten mere, end vi ren psykisk kunne klare. Nu skulle vi altså hele turen igennem igen.
Vi fik pludselig lyst til en køretur i ”Smut”, men hvordan mon det så gik med hende?
Vi huskede tydeligt den 1. Dag i uge 22, hvor vi kørte ”Smut” til værkstedet for at få skiftet olie, og nu befandt vi os i slutningen af uge 27 uden bilen var meldt køreklar, så det måtte være på tide at høre nærmere fra værkstedet. En telefonopringning hjalp ikke på humøret, for vi fik blot den besked, at de ikke kunne finde ud af, hvad der var galt. De havde dog tænkt sig at skrue på hende i starten af uge 28. Vi mindede dem lige om, at det jo var dem selv, som havde ødelagt motoren, men det affødte ingen samvittighedskvaler eller trøstende ord fra værkføreren. Den flinke værkfører – Poul havde nemlig taget sig en fridag fra problemerne.
Det blev de humørgivende dråber fra Thisted Bryghus, som bragte os livsglæden en smule tilbage for en kort bemærkning. I denne glædens stund fandt vi frem til bådmekaniker – Ole Brix , som lovede at komme og trøste os. Det gjorde han kort efter, og straks kravlede han ned i motorrummet for at måle ”puls” og ”blodtryk”.
”Det er vist længe siden en mekaniker har kigget på den”, var hans bemærkning?
Ja, - kunne jeg svare, ca. 2 døgn! Jeg vil helst ikke vide, hvad han tænkte, for det kan jeg sikkert ikke stave til, men han var ikke imponeret, for at sige det på jysk. Trykket i 5. Cylinder var stadig kun 12 bar, og ferskvandskøleren tabte trykket ret hurtigt. Så var der lige problemet med kraftig olie i vandet, og en smule vand i motorolien. Da motoren har våde foringer, skønnede han, at foringen ikke var rigtig på plads efter reparationen i Gilleleje, så den skulle nok hives ud igen. Han var dog mere overbevist om, at oliekøleren var utæt, så det matte først undersøges.
Da han ikke havde tid til den opgave, afmonterede vi selv køleren og bragte den til Thy Autokøler. De havde aldrig set en så kompliceret sag, men snu var de, så sammen fandt vi ud af, at det slet ikke havde været nødvendigt at afmontere den, for den var inddelt med både en saltvandsside og en ferskvandsside, og da det var saltvandssiden, som kølede olien, kunne den aldrig havne i ferskvandet.
Endnu en unødvendig adskillelse, som mekaniker Ole burde vide. Det ved han nu og glemmer det sikkert aldrig. Vi sagde pænt farvel til ham med en check på 2131,- kroner som tak for hjælp.
Flink og dygtig mand – ham Ole, men opgaven var lidt for stor til hans kalender, så vi ringede til Hanstholm Skibssmedie og fik fat i Jesper. Vi var straks klar over, at nu havde vi endelig vores redningsmand i røret. Han vidste tydeligvis, hvordan en Mercruser fungerer, men – hans største problem var tiden til at hjælpe os, selv om han har 44 mekanikere til rådighed.
Torsdag den 10. kom han så for at se på motoren. Han fik den korte version af vores dagbog for den sidste måned, og da han var færdig med at ryste på hovedet, lovede han, at det nu var slut med den slags fejloperationer og værdiløse løsninger. Når vi havde genetableret kølerne, ville han foranstalte en gennemgribende måling af ”puls og blodtryk” og derefter stille en diagnose, så han kan iværksætte en livgivende genoplivningsplan, men desværre tidligst i uge 30.
Sidst jeg så Gitte, var hun på vej ind i en garnbutik, så nu frygter jeg kun, at den trøje bliver alt for stor. Imens går jeg rund på havnen og slår smut. Det kan i læse om i næste års udgave af Havnelodsen, hvor dybden i Thisted havn sikkert vil være reduceret ganske betragteligt.
God sommer
Knus –
Gitte og Jorgen - pt liggende for enden af Folkebådsbroen.
Gå til toppen af siden eller gå tilbage til Nyheder .