Den nye Bølgeskærm etableret i september / oktober 2010Een af de tunge opgaver, som Sejlklubben har haft som et problem gennem mange år, har jo været at skaffe rolige og gode pladser for alle bådene i havnen ved de normalt kraftige efterårsstorme med især østlige og sydøstlige vinde.
Forskellige tiltag er sket gennem årene - først de Nye bølgedæmpende pontoner på Den lange Pontonbro, og senere den nye Bølgebryderbro på Østbroen, og nu håber Bestyrelsen på, at dette her "sidste" nye projekt, skal ende de fleste af de kvaler, som mange bådejere har haft gennem årene ved ovennævnte retninger vinde.
I samråd med Thisted Havn, Lodsselskabet og et entreprenørfirma, har Bestyrelsen valgt at etablere en ny bølgeskærm øst for Østbroen:
Dette nye projekt - med en ca. 43 meter lang skærm placeret med en nøje bestemt retning, hældning, dybde og højde, skulle gerne lede bølgerne over i stensætningen ved Tican Slagteriet - modsat i dag, hvor bølgerne går over mod den Gamle Mastekrans placering, for derefter at blive kastet tilbage mod vores indre broer med en masse uro til følge.
Arbejdet blev påbegyndt den 20. september og afsluttet den 8. oktober, og så håber vi bare alle på, at den ønskede virkning opnåes.
Hvis den nye bølgebryder (forhåbentlig) viser sig at give den tilsigtede effekt, kan den senere med ganske få midler indlemmes i havneplanen til flere gæstepladser og "egen afdeling til Ungdomsafdelingen", samt eventuelle nye faste pladser på østsiden af Østbroen, så på dén konto, bliver der (måske) lige slået et par ekstra fluer med samme smæk !
Bestyrelsen håber i hvert fald, at dette her ovenfor beskrevne projekt blev den sidste fase i klubbens tre-trins-raket af de gode tiltag / forbedringer / investeringer, vi har ment var nødvendige for at for at skabe rolige bådpladser overalt i Sejlklubben.
Gå tilbage til Nyheder eller gå til Gamle Nyheder .