Udskriv denne side RIS OG ROS FRA VORE GÆSTESEJLERE


Her kan man læse, hvad vore gæstesejlere skriver til klubben:

Fredag den 19. september 2088 stævnede det gode skib Pyxis af Nibe ind i Thisted havn. Ombord er vi, Niels og Jytte, som lige vil besøge Thisted inden sommerens sidste togt er til ende.
Heldigvis for vi havde valgt Thisted…
På vej fra Løgstør mod Thisted havde Pyxis taget lidt vand ind. Niels havde øset nogle spande vand op. Formodningen var, at der var opstået en utæthed ved udstødningen, hvilket skulle undersøges nærmere, nu når vi var kommet i havn.
Efter at Pyxis var fortøjet, og vandindtrængningen havde været uden opsyn imens, var det et skræmmende syn der viste sig for os under dæk: dørken var dækket af vand!
Samtidig med at Jytte øste vand op, undersøgte Niels udstødningen – der var intet galt!
Men, men, men, ved stævnrøret stod der en ”fin” stråle af vand ind i motorrummet!
Første tanke var at Pyxis skulle op af vandet! Niels øste videre, Jytte løb op på havnen, og fandt to gæve gutter. På spørgsmålet til dem, om de kendte nogen der kunne hjælpe os med at få Pyxis op af vandet, var svaret roligt og sindigt: ”I kan da begynde med at sejle båden her over til kranen!”
Hvor heldige kan man være? Svend og Ole vidste lige hvad der skulle gøres, og de havde adgang til nøgle til kranen, og færdigheder til at betjene den. Ikke længe varede det inden Pyxis stod på havnekajen.
Mange tanker nåede at løbe gennem hovedet på både Jytte og Niels. Hvad var galt? Skulle der reservedele til – og hvor skulle de komme fra sent fredag eftermiddag, og hvor længe vil det vare inden Pyxis var i vandet igen? Skulle den måske bugseres hjem til Nibe, eller….?
Og om ikke også Svend og Ole lige kendte én som helt sikkert kunne hjælpe os med at få lækken repareret. Niels ringede til Tage, og Tage indfandt sig på havnen inden 10 minutter.
Niels og Tage gik ombord på Pyxis, og på kajen var der spænding om hvor galt det stod til.
Tage kom ned efter sin lille værktøjskasse og forsvandt op på Pyxis igen.
Endnu 10 minutter gik, og Tage kom ned, og Jytte spurgte meget spændt til hvad status var. ”Nu skal vi bare have båden i vandet igen” sagde Tage!
Pu ha, lettelsen var stor. Det ”eneste” der var galt var, at spændbånd og muffe ind til stævnrøret, havde løsnet sig,  og havde rystet sig løs ved skrueakslen, og derved var der opstået en utæthed. Tage havde lige klaret det lille problem, og Pyxis var flydende igen, så eneste arbejde der var tilbage var at få lænset mange, mange liter vand ud af båden.
Hvor var Jytte og Niels glade! Og taknemmelige.
Derfor skal der lyde den allerstørste tak til Sven, Ole og Tage for en usædvanlig stor villighed, hjælpsomhed, og indsats for at hjælpe to ”stakkels” sejlere i nød. Tak er kun et fattigt ord, siges der, og det er det netop i dette tilfælde, hvor vi, Jytte og Niels, ikke kan takke de tre gæve gutter nok.
En stor tak og hilsen fra
Jytte&Niels fra Nibe

Gå tilbage til Nyheder eller gå tilbage til Gamle nyheder .
Log ind| WEBSITE BY DRIP