Mors Cup

Thisted Sejlklub´s distancesejlads : ALTID 2. weekend i juni....  
Læs mere >>

Ungdoms afdelingen

Thisted Sejlklubs ungdomsafdeling ...
Læs mere >>

Velkommen til Thisted Sejlklub

Thisted Sejlklub byder ALLE sejlere fra nær og fjern VELKOMMEN TIL THISTED - vi er en veldrevet og aktiv klub med nye moderne faciliteter til alle, når man er i havn og skal nyde havnemiljøet og ferien. 

Med Thisted Sejlklub som base og udgangspunkt, kan man udforske den fantastiske Limfjord - her vil både den erfarne og den mere uøvede sejler kunne glæde sig over det pragtfulde sejlerfarvand - Thisted Sejlklub glæder sig til dit besøg ! 

Galleri

FRITIDSSEJLERUDDANNELSERNE ER I FRIT FALD!

Skrevet af Jørgen Møller Larsen den .

Vi har modtager nedenstående læserbrev på e-mail. Vi videregiver det her.

M. v. h. Claudia og Jørgen

Hej Thisted Sejlklub.

Jeg har skrevet et lille læserbrev, som I er velkomne til at videreformidle via jeres hjemmeside, postliste, foreningsblad eller
opslagstavle. Det må interessere enhver, som færdes til søs, at:

FRITIDSSEJLERUDDANNELSERNE ER I FRIT FALD!

Efter at have organiseret udervisningen af flere end tusinde fritidssejlere igennem de seneste 15 år, har jeg dannet mig et ganske
klart billede af udviklingen på området, og tillader mig i al beskedenhed, at foreslå en simpel og praktisk ny kurs.
Søfartsstyrelsen har tilsyneladende svigtet både sejlerskolerne og eleverne, og ladet markedsmekanismerne udvande kvaliteten i
fritidssejleruddannelserne. Derfor frygter jeg for søsikkerheden blandt de mange nye sejlere, som fejlagtigt går rundt og tror, at
de har fået en seriøs og solid fritidssejleruddannelse.

Duelighedsprøven vakler.
I fredags havde jeg endnu en af mine elever til den teoretiske duelighedsprøve hos bemyndiget censor Bent Larsen i Nyborg. Prøven
var et operativt interview, med udgangspunkt i elevens hjemmeopgaver. Eleven fik mulighed for at demonstrere sine færdigheder i
søkortet, og blev overhørt i pensum over en bred kam, med særligt fokus på fagområderne nødsignaler, lydsignaler, skibslys,
dagsignaler og vigeregler.
En sådan eksamination tager typisk 1 - 2 timer, og på basis af undervisning og eksamination af antageligt flere tusinde elever, blev
Bent og jeg enige om, at forberedelse til den teoretiske duelighedsprøve kræver mindst 80 timers arbejde for eleven, f.eks. 40
undervisningslektioner + 40 timers hjemmearbejde, eller ca. 80-100 timers selvstudium. Så fatter man ikke, at der reklameres massivt
i medierne for fantasifulde projekter som f.eks.  "Duelighedskursus på en weekend med beståelsesgaranti!".

Speedbådsprøven er allerede faldet.
Med hensyn til speedbådsprøverne er det almindeligt kendt, at eleven i mange tilfælde får udleveret et par A4-ark med information om
teoretisk søsikkerhed. Da jeg selv skrev en lærebog for speedbådsførere, og kun holdt mig til kernen af det pensum Søfartsstyrelsen
officielt kræver, blev bogen på 50 A4-sider.
I dagens Danmark kan helt ubefarne landkrabber møde op lørdag formiddag, få lidt undervisning i en lille jolle med påhængsmotor,
blive eksamineret i nogle få minutter, og gå hjem med et speedbådsbevis, som jvf. de nugældende regler kan danne det praktiske
grundlag for yachtskipperuddannelsen. Du kan altså møde en 23-meter skonnert i Kattegat, under kommando af en yachtskipper, hvis
praktiske erfaring kommer fra en tur i en lille rød gummibåd lørdag formiddag.
Garvede søfolk kan få angstanfald bare ved tanken.

Men hvorfor er det gået så galt?
Både dueligheds- og speedbådsuddannelsen er efter min mening virkelig gode - på papiret, og hverken sejlerskolerne eller eleverne
kan bebrejdes for det voldsomme og stærkt accelererende værditab indenfor fritidssejleruddannelserne. Ansvaret påhviler i min optik
alene Søfartsstyrelsen, som øjensynligt ikke effektivt har kontrolleret, at fritidssejlerprøverne holder den tilsigtede kvalitet.
Eleverne presser på, for at få en hurtig og billig uddannelse, skolerne gør hvad de kan for at levere, og konkurrerer således
uddannelsesniveauet lige ned i skraldespanden.

Hvordan kommer vi tilbage på kursen?
Løsningen ligger ikke i at banke løs på sejlerskolerne med certificering og skærpet tilsyn. Hvis målet er at sikre ensartet kvalitet
i fritidssejleruddannelserne, kunne en effektiv og enkel løsning være, at man afholder skriftlige teoriprøver for både
duelighedsbevis og speedbådsbevis hver 2. måned i de større byer. Denne service arrangerer Søfartsstyrelsen allerede for
VHF/SRC-prøverne, så man kan evt. anvende samme lokaler og samme personale. "Forfaldne" sejlerskoler vil opjustere undervisningen
eller uddø, når deres elever dumper på stribe. Billigt, nemt og effektivt.
Til de praktiske prøver skal eleven demonstrere personlige evner til at planlægge, kontrollere og gennemføre en sejlads på en
søsikker måde. Der bør kræves en prøvesejlads på mindst 1 time (speedbådsbevis) eller 3 timer (duelighedsbevis), med en garanteret
tilfældig, og af Søfartsstyrelsen tildelt, bemyndiget censor. Så slipper de bemyndigede for den ubehagelige, uværdige og stressende
følelse af, at være under konstant mistanke for, at samarbejde lidt for intimt med sejlerskolerne.

Jeg håber det bedste, og frygter det værste.
Hvis man ønsker at løse problemerne via den model jeg foreslår, vil det kræve, at Søfartsstyrelsen sætter teoriprøver i de større
byer på skinner, f.eks. ved outsourcing, men hvis styrelsen prioriterer som de plejer, altså ikke tager ordentlig hånd om kvaliteten
af fritidssejleruddannelserne, og tilsyneladende ikke svarer på konstruktiv kritik fra fagpersoner, må jeg frygte, at mange nye
sejlere vil afstå fra at uddanne sig søsikkert, når det bliver almindelig viden, at de danske fritidssejlerudannelser er i
fremskredet forfald.

De bedste sejlerhilsner :-)
Benjamin Kritensen,
redaktør på www.duelighed.dk
Gerdrupvej 150,
4230 Skælskør.

UA-40542404-1